Kalmarkrigen var den sidste krig, hvor Danmark havde rollen som Østersøens førende stormagt. Christian 4. vandt krigen, men det lykkedes ham ikke at erobre Sverige.

.
Årsager
Da Christian 4. blev konge, var Danmark det stærkeste rige i Norden. Danskerne regerede over store landområder, men Sverige var begyndt at vokse sig stærkere. Svenskerne ville have mere land og større del i handlen. Det var danskerne ikke interesserede i. Christian 4. havde et stort ønske om at regere over hele Norden og dermed også Sverige.
Vidste du, at ...
kommandanten på Kalmar Slot blev betragtet som forræder i Sverige? Man lavede derfor en figur af ham på Kalmar Slot, som byens borgere og børn kunne spytte på.
Kalmar Slot
Den 1. maj 1611 gik Christian 4.s hær over den svenske grænse. Krigen var dermed i gang. Han erobrede hurtigt byen Kalmar, men svenskerne på Kalmar Slot ville ikke overgive sig. Svenske Karl 9. forsøgte at komme sine landsmænd til hjælp, men hans hær blev slået. I august kunne Christian 4. indtage Kalmar Slot, men kun fordi han bestak slottets kommandant.
Karl 9. foreslår duel
Karl 9. mistede hurtigt modet, og han foreslog Christian 4., at de skulle udkæmpe en duel for at afgøre krigen. Dette afviste Christian 4., og han kaldte endda Karl 9. for en gammel nar. Kort efter døde Karl 9., og hans søn Gustav 2. Adolf blev ny konge.
Christian 4. kræver krig
Christian 4. krævede, at Danmark skulle gå i krig mod Sverige, men rigsrådet var imod. Derfor truede han med at begynde krigen som hertug af Slesvig-Holsten - han var nemlig både konge og hertug. Hvis han gjorde det, havde rigsrådet intet at skulle have sagt. Derfor bøjede rigsrådet sig, og kongen fik sin krig. Så havde rigsrådet i det mindste lidt magt over kongen.
Fakta:
4. april 1611
Christian 4. underskriver en krigserklæring.
1. maj 1611
Christian 4. invaderer Sverige.
2. august 1611
Christian 4. erobrer Kalmar Slot.
30. oktober 1611
Den svenske konge Karl 9. dør.
9. december 1611
Gustav 2. Adolf bliver ny svensk konge.
20. januar 1613
Freden i Knærød.
Dansk overtag
Krigen fortsatte, og danskerne havde nu overtaget. I juni 1612 lykkedes det Christian 4. at erobre Elfsborg, som var en vigtig fæstning på den svenske vestkyst. Danskerne stod stærkest, men Christian 4. kunne ikke erobre hele Sverige.
Fred
I januar 1613 sluttede Danmark og Sverige fred. Den svenske konge ønskede fred, og det samme gjorde England og Nederlandene. Krigen ødelagde nemlig handlen i Østersøen. Det blev besluttet, at Sverige skulle betale en stor sum penge til Danmark. Når gælden var betalt, skulle danskerne forlade Elfsborg og Kalmar. Krigen var altså slut, og Danmark beholdt sin magt i Norden. Men Sverige var stadig et land, der var på vej frem.